30. november
Kajaktur på Salt River - og så hjem
Vi har booket os ind på en kajaktur på Salt River - vi skal mødes oppe ved Cane Bay klokken 9, så vi skal tidligt fra hotellet. Og når vi har været på turen, skal vi hurtigt tilbage til Christianssted og aflevere bilen inden vi skal tilbage til hotellet og være klar til afgang.
Da vi ankommer til vores startsted viser det sig, at vi er de eneste deltagere - så vi har guiden helt for os selv. Det er det rene luksus.
Vi havde egentlig bestilt en dobbelt-kajak - men han har læsset enkeltkajakker på traileren...eller kajakker?? Det er med pedaler - altså en mellemting mellem en kajak og en vandcykel, men han forsikrer os at det er meget lette at sejle, og hvis nogen skulle få problemer, kan han snildt trække os.
Vi starter med at få et langt foredrag om området - historie, oprindelige indianerstammer og at se hans lille museum med gammel indiansk kunst og en reproduktion af en oprindelig kajak, som han har fået nogle indianere fra Syd-Amerika til at hjælpe sig med at bygge.
Guiden går rigtig meget op i øens historie - oprindelige indbyggere og alt hvad der er foregået her - det kommer vi til at opleve rigtig meget mere af på turen.
Udenfor hans museum står et stort bur med en papagøje, som følger levende med i alt hvad der sker - den synger (Happy birthday to you) og når man vinker til den råber den Goodbye af fuld hals.
Vi kører tilbage mod Salt River-området og drejer ind ved marinaen, hvor vi også var i går. Vi drejer dog ned ad en anden vej, som fører nordpå ud mod kysten - hvor han har et lilel sted, hvor vi sætter kajakkerne i vandet - og sejler ud på bugten. Det er en helt fantastisk oplevelse.
Vi starter med at sejle op mod floden, som udspringer oppe midt på øen - her er mangroveskov til begge sider, som er meget vigtig både for dyrelivet på stedet og for koralrevene udenfor kysten, fordi mangroverne stopper alt de materiale der ellers ville blive skyllet ud i havet.
Mangroveskovene blev næsten ødelagt af orkanen Hugo, men man har hjupet dem igang igen ved at plante planter ud, som efterhånden er ved at få ret godt fat.
Bugten er også fyldt med en masse både der ligger for anker - nogle af dem blev beskadigede af HUgo - og er efterladt af deres ejere - som måske ikke har råd til at få dem sat i stand igen.